At se mulighederne og skabe endnu flere. At sige ja frem for nej og men. Det er i al sin enkelhed det kreativitet handler om. Hvordan hænger det sammen med hypnose og hypnoterapi?
For mange er kreativitet noget andre gør og specielt dem, der er født med kreative evner. Det er min erfaring, at det oftere er den overbevisning, der gør det vanskeligt for de samme personer at udfolde sig kreativt.
Kreativitet har vi nemlig alle brug for og indeholder masser af. Ikke kun til at udtrykke os via musik eller billedkunst, men i den grad når vi løser problemer, opgaver, udfordringer. Det er, når vi får den helt uforudsigelige ide, der vender op og ned på det hele. Det er kreativiteten, der sætter os i stand til at se på os selv og andre med helt nye øjne.
Der var en gang en mand, der udtalte, at det ville være formålstjenligt at møde alle mennesker, vi møder, som var det det første møde. Uanset om det er første gang, eller vi har gået op og ned af hinanden i årtier. Det er også kreativitet. At give sig selv muligheden for at se nye perspektiver og sider ved et menneske, vi kender rigtigt godt. Alt for ofte tror vi, at vi ved, hvordan udfaldet bliver. Det skyldes, at forestillingsevnen bliver sløv, når den ikke bliver udfordret.
Kreativitet handler nemlig også om at forestille sig. Hvis vi ønsker at skabe noget nyt. En ny hverdag. Et nyt job. Løse op for en fastlåst situation. Så er det vigtigt, at vi er i stand til at forestille os dette nye. Det er forestillingsevnen, du bruger under hypnose. Det er den samme forestillingsevne, du bruger, når du skaber forandringer i dit liv.
Kreativitet handler om at sige meget mere ja end nej. Det er at spare på men’erne. Det er at slippe forestillingsevnen fri, så alt det nye kan komme til. Så alle ideerne kan få et godt sted at bo.